Grundtanken i open access er, at forskningspublikationer skal være digitalt tilgængelige for enhver uden betaling. De fleste forskningspublikationer udgives på kommercielle forlag, som kræver betaling for at give andre adgang til at læse dem. Nogle forlag tillader dog forskerne at parallelpublicere deres artikler i et open access repositorium, evt. efter en vis karensperiode (grøn open access). I nogle tilfælde gælder dette dog kun det ikke-fagfællebedømte udkast til artikel, som forskerne har indsendt til tidsskriftet. Andre forlag tilbyder open access-publicering i tidsskriftet mod betaling (gylden open access).
I 2014 vedtoges Danmarks Nationale Strategi for Open Access, som indeholder følgende vision:
“At skabe fri adgang for alle borgere, forskere og virksomheder til alle forskningsartikler fra danske forskningsinstitutioner finansieret af det offentlige og/eller af private fonde.”
-
Strategien indeholder desuden en række konkrete målsætninger for udbredelse af Open Access i Danmark.
Videnskabelige monografier og antologier, publikationer om patenterede opfindelser samt ph.d.-afhandlinger og doktorafhandlinger er ikke omfattet af strategien, jf. Uddannelses- og Forskningsministeriets hjemmeside.
Om udviklingen i brugen af Open Access i Danmark se Danmarks Open Access Indikator.
Open Access til forskningspublikationer skal ske med respekt for forskernes ophavsret til deres publikationer. Dette indebærer bl.a., at Open Access-publicering altid forudsætter samtykke fra de involverede forskerne. Læs mere herom i artiklen Open Access og ophavsret.
Forskere, der gerne vil publicere i Open Access, bør altid undersøge det pågældende tidsskrifts Open Access-politik. En vis vejledning herom kan finde i SHERPA/RoMEO-databasen som i 2020 vil blive erstattet af en ny version.
Forskere og forskningsinstitutioner vil normalt have en interesse i at regulere de vilkår, som forskningsdata stilles til rådighed for andre på. Det gælder navnlig spørgsmål om, hvordan andre må råde over de pågældende forskningsdata. Til brug for denne regulering kan blandt andet peges på følgende:
Creative Commons-licenser kan benyttes til at regulere brugsretten til materiale som fx billeder, tekster, lyd- og billedoptagelser. CC-licenser kan nu også benyttes til at regulere brugsretten til databaser.
Det er en forudsætning for at kunne anvende creative commons-licenser, at det sker med samtykke fra alle, der har ophavsret til det pågældende materiale. Om ophavsret til forskningsdata, se Notat om adgang til og råderet over forskningsdata.
Creative Commons-licenserne giver mulighed for at sætte fire begrænsninger på brug af det licenserede materiale:
Disse begrænsninger kan kombineres i seks standardlicenser: BY(-NC), BY-ND(-NC) og BY-SA(-NC).
Creative Commons har desuden udviklet den særlige CC0-licens (”no rights reserved”), hvor man som ophavsmand/rettighedshaver kan give fuldstændigt afkald på alle sine rettigheder.
EU-Kommissionen anbefaler, at forskere anvender Creative Commons-licenserne CC-BY eller CC0 til at sikre fri adgang til forskningsdata under Horizon 2020-programmets Open Research Data Pilot, jf. side 20 i disse guidelines.
Læs mere på www.creativecommons.org.
Open Knowledge Foundation (OKF) har udviklet tre standardlicenser, som kan bruges til at stille forskningsdata til rådighed:
Der findes en række digitale platforme, som giver mulighed for arkivering og tilgængeliggørelse af forskningspublikationer og forskningsdata m.v. (såkaldte open access repositories). Nogle er kommercielle (fx Elsevier, Amazon), mens andre er ikke-kommercielle (fx Figshare, Dryad eller UK Data Archive).
Af særlig betydning er desuden følgende:
Se artiklen aftaler om forskningssamarbejder.
Som ansat forsker skal man være opmærksom på ophavsretslovens § 59, der er affattet således:
"§ 59. Ophavsretten til et edb-program, der er frembragt af en arbejdstager under udførelsen af dennes arbejde eller efter arbejdsgiverens anvisninger, overgår til arbejdsgiveren."
-
Det er omdiskuteret, om forskere ved danske universiteter og lignende forskningsinstitutioner er omfattet af denne bestemmelse, i hvert fald når de bedriver fri forskning, idet der her ikke er noget sædvanligt over-underordnelsesforhold mellem universitetet og den ansatte forsker. Læs mere herom i artiklen ophavsret til forskning.
Såfremt ophavsretslovens § 59 finder anvendelse, kan en forsker ikke selv beslutte, at dennes software skal være “open source”. Dette kræver samtykke fra universitetet.
Allerede i 1999 blev der nået enighed om fælles retningslinjer i form af ”Open Source Definition” (OSD), som er blevet opdateret flere gange siden, men ikke har forandret deres grundlæggende principper: licenser, som opfylder de ti OSD-kriterier, bliver accepteret på åben source listen, som er certificeret af non-profit organisationen Open Source Initiativer (OSI). Certificeringen er blevet de facto standard og tæller i dag ca. 80 licenser.
"10 OSD-kriterier: Fri videreformidling, kildekode, afledte værker, kildekodens integritet, ingen diskrimination mod personer eller grupper, ingen diskrimination mod specifikke anvendelsesområder, distribuering af licens, licensen må ikke være produktspecifik, licensen må ikke begrænse anden software, licensen skal være teknologi-neutral."
-
Omkring to tredjedel af alle open source projekter bliver i dag licenseret under få mest brugte licenser, som nærmere belyses i det følgende. Licenserne har delvis forskellige formål og bestemmelser, men der er nogle grundlæggende principper (jf. OSD), navnlig brugerens frihed til at (1) at kopiere og dele produktet, (2) at anvende produktet til ethvert formål, og (3) at bearbejde, omdefinere og skabe afledte værker af produktet.
Licenserne er ofte skrevet i et svært tilgængeligt sprog og relaterer til amerikansk ophavsret, som kan give anledning til fortolkningstvivl i den europæiske kontekst, jf. Henrik Udsen, IT-kontraktsret (2014).
Nogle meget udbredte licenser omtales kort nedenfor. Desuden har EU-Kommissionen udarbejdet en europæisk open source licens, EU Public License (EUPL), som dog ikke har fundet stor udbredelse endnu.
GNU (General Public License) er en af de ældste licenser og skønnes at regulere mere end halvdelen af al open source software. Licensen er vedligeholdt af Free Software Foundation og findes i dag i versionen GNU-GPL 3.0 fra 2007.
GNU-GPL-licensen beskytter programmer, som er nærmere defineret som ethvert ophavsretsligt beskyttet værk under licensen. Et populær eksempel er styresoftware Linux. GNU-GPL indeholder en såkaldt ”copyleft”-bestemmelse, som fastslår, at videreudviklet software skal stilles til rådighed på samme vilkår. Det vil sige, at licensen også regulerer rettighederne til afledte værker.
MIT-licensen er oprindelig udgivet af Massachusetts Institute of Technology i 1988. Anderledes end GNU-PGL licensen indeholder MIT-licensen ikke en copyleft-bestemmelse. Det betyder at videreudviklet software kan udgives som proprietær software.
Et eksempel som anvender MIT-licensen er den populære web framework Ruby on Rails udviklet af danske Daniel Heinemeier Hansson.
BSD (Berkeley Software Distribution) licenserne består af en række forskellige licenser. De indeholder ingen copyleft-bestemmelse og er først i dens senere versioner blevet OSI-godkendt.
Apache-licensen er oprindelig blevet udviklet til Apache webserveren i 1999. Ligesom BSD- og MIT-licenserne indeholder Apache licensen ikke en copyleft-bestemmelse. Licensen foreligger siden 2004 i en version 2.0.